Send til en ven   Udskriv10/11 2009 kl. 10:43
Send til en ven

Effektivt sug en genvej til bedre LEAN

Med et simpelt vakuumanlæg kan virksomheder få et mere automatiseret råvareflow, der både sparer tid og plads og samtidig giver et bedre arbejdsmiljø. Men løsningen skal integreres med den øvrige produktion, for at alle fordelene kan høstes.

Med ny og moderne administrationsbygning i Bording på den jyske højderyg kan FagTek A/S nemt overskue det danske marked og derved gøre sig til overfor den del af industrien, der endnu ikke har opdaget glæden ved en automatiseret pneumatisk transport af emballage eller trim.


Ifølge virksomhedens afdeling for vakuumanlæg, FagTek A/S Vacuumsystems, er der store besparelser at hente for de virksomheder, der tør tænke i nye baner omkring transport. Plastindustrien er f.eks. et af de markeder, der kan have stor glæde af pneumatisk transport af færdige emner og behandling af affaldet.

På spørgsmålet om, hvorfor FagTek Vacuumsystems skulle være bedre end så mange andre til pneumatisk transport af emballage og trim, siger adm. direktør Daniel Blak lige ud: - Vi ved det faktisk ikke, men det med sug falder os naturligt ind, fortæller direktøren, der har været med helt fra starten i 2001.


- Vi er ganske gode til at tænke simpelt, at gøre de tekniske løsninger simple. Vi startede med at tilbyde sugeanlæg til skolernes faglokaler omkring kemi/fysik, sløjd og hjemkundskab, og i dag har vi halvdelen af de omkring 2200 danske folkeskoler som vores faste kunder, så noget må vi da gøre rigtigt, siger Daniel Blak.

 

- I FagTek Vacuumsystems har vi med tiden oparbejdet en stor erfaring med sugeanlæg, der alle holder sig indenfor tre ganske enkle målsætninger, fortæller Daniel Blak: - De skal være pladsbesparende, vedligeholdelsesfri og have en simpel logistik, så får vi glade kunder. Og dertil kommer en høj leveringssikkerhed og et tæt forhold til kunden; det giver en god proces.


FagTek Vacuumsystems’ italienske salgschef, Alberto Paganin, har mere end 15 års erfaring i branchen for vakuumanlæg. Og med nye spændende aktiviteter i Sydamerika og en ny patenteret teknologi på vej til hospitalsområdet ser FagTek ud til at være i rivende medvind.

 

Nu er opgaven for FagTek Vacuumsystems at overføre det succesfulde koncept fra folkeskolerne til emballageindustrien og den grafiske branche, hvor potentialet synes stort. Måske skulle vi til at kalde det for noget med LEAN, supplerer projektleder Peter Huus, for det er jo i grunden det, det handler om, siger han med henvisning til produktchefernes yndlingsbegreb omkring en optimeret produktion.


- Vi tilbyder en simpel, men virkningsfuld forbedring af virksomhedens interne transport af råvarer, der oftest lige så godt kan sendes via pneumatiske rørsystemer og derved spare virksomheden for manuel håndtering af f.eks. affald eller færdige emballageprodukter, slutter Peter Huus, der gerne tager ud til virksomheder for at give et konkret bud på, hvordan vakuumanlæg kan forbedre deres produktion.

 

Foto: Hovedopgaven for Peter Huus, projektleder hos FagTek Vacuumsystems er at overføre virksomhedens succesfulde koncept fra folkeskolerne til emballageindustrien, hvor potentialet synes stort for pneumatiske rørsystemer.

jk@odsgard.dk

Forrige123Næste

Packmarkedet • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4343 2900