Send til en ven   Udskriv23/8 2010 kl. 10:00
Send til en ven

Data fanget i Rold Skov

Trådløs stregkodeløsning har øget sporbarheden og dermed forbedret den generelle effektivitet på Rold Skov Savværk.

SPORBARHED Rold Skov Savværk, der hører under A/S Lindenborg Gods, opskærer nåletræ til byggesektoren. Kunderne rundt i hele Europa er primært trælasthandlere, byggemarkeder og træindustri.

Savværket har i de senere år øget automatiseringsgraden og udvidet kapaciteten i en sådan grad, at det daværende papirbaserede lagerstyringssystem ikke længere kunne følge med. Systemet, som i høj grad var baseret på medarbejdernes hukommelse samt noter på en opslagstavle, indeholdt ingen reelle lagerstyrings-funktiononer, og da man til sidst manglede både overblik og lagerstatus blev det besluttet at skifte til en stregkodebaseret trådløs løsning.

 

Hårdt miljø

Store åbne arealer med spredte stakke af vådt fyrretræ er ikke ligefrem et ønskemiljø for et trådløst netværk. Og ifølge Jacob Norris fra Motorolas solution partner Norris Print-Tech A/S, var netop disse specielle udendørs forhold den største udfordring ved opbygningen af Rold Skov Savværks nye trådløse lagerstyringsløsning.

- Vådt træ har en høj massefylde og kraftigt dæmpende effekt overfor radiobølger. Der skulle derfor eksperimenteres lidt, før der var god trådløs dækning over hele arealet, fortæller Jacob Norris. Udfordringerne for de truckmonterede stregkodescannere og fingertouch-skærme er især det barske nordiske vejrlig, de ujævne jordveje og det savsmuld der er en del af miljøet. Udstyret skal kunne holde til kraftige rystelser, samt regn, snavs, og finkornet savsmuld i store mængder.

 

Online ERP i alle trucks

Hjertet i Rold Skov Savværks nye lagerstyringsløsning udgøres af ERP-systemet Microsoft Navision XAL. ERP-systemet et 100 % trådløst netværk gjort tilgængeligt for både medarbejdere i produktionen og truckførerne. Alle arbejder online direkte i Navision, og der er fuld track and trace på alle varer i realtime.

Alle pakker udstyres med stregkode-tags printet med Zebra labelprintere og alle trucks er udstyret med robuste truckterminaler og trådløse stregkodescannere fra Motorola.

- Vi har valgt en leverandør Norris Print-Tech A/S, som vi stoler hundrede procent på, og det er meget vigtigt, da vi ikke har forstand på den slags løsninger. At samarbejde med kun én leverandør gør projektstyringen og den løbende kommunikation lettere – og ikke mindst bliver ansvarsfordelingen lettere, siger Søren Krogstrup, der er direktionssekretær på Lindenborg Gods og fungerende produktionsleder på Rold Skov Savværk.

 

Fuldt overblik og øget effektivitet

- Den overordnede opgave for vores nye lagerstyringsløsning er at skabe en tæt sammenhæng mellem det vi producerer og det vi sælger, forklarer Søren Krogstrup. - Vi har fået, hvad vi ønskede og kan nu på et hvilken som helst givet tidspunkt af døgnet se nøjagtigt, hvor meget vi har produceret og hvor det befinder sig.

 

-jk

 

Foto: Det hårde og støvede udendørs miljø skulle vise sig at være den største udfordring for det nye trådløse anlæg på Rold Skov Savværk.

 

Packmarkedet • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4343 2900