Otte Coop finalister fundet til Årets Lokale Vare 2015
Nye danske varer fra 8 landsdele dyster - den 6. oktober kåres vinderen
FØDEVARER Rabarbersaft fra Bornholm, æblehedvin fra Sydjylland og Kvan Sirup fra Nordsjælland. Otte produkter fra otte landsdele dyster nu i finalen om at blive Årets Lokale Vare.Dommere og forbrugere fra hele landet har afgjort hvilke og i dag åbner afstemningen, der sammen med det nationale dommerpanels vurderinger afgør dette års vinder af Årets Lokale Vare.
Bag den landsdækkende konkurrence står Coop og Madkulturen.
Otte produkter står nu til at løbe med sejren som Årets Lokale Vare 2015. Paraden af finalisterne er prangende eksempler på, hvad Danmark har at byde på.
- Den lokale stolthed i de forskellige landsdele skinner virkelig igennem. Det er fascinerende at se, hvordan forbrugere, virksomheder og medier engagerer sig i konkurrencen, der netop handler om at sætte øget fokus på de lokalt producerede varer for også at styrke væksten og skabe nye arbejdspladser i lokalområder og landdistrikter, siger direktør for Madkulturen Judith Kyst.
De otte lokale vindere er:
Hyben/Havtorn marmelade fra Niels & Sinnes Univers ApS i Nordjylland
Rabarber saft, drikkeklar fra Staarup Haandbryg fra Midtjylland
Æbleau, økologisk æblehedvin fra Skærsøgaard i Syd- og Sønderjylland
Æblemost med Jordbær fra Nybro Frugtplantage fra Fyn
Kvan sirup fra Kvann Kompagniet fra Hovedstaden og Nordsjælland
RÖS Gin fra Dyrehøj Vingaard I/S fra Midt- og Vestsjælland
Fejø Æblemost, økologisk fra Kernegaarden - Fejø Mosteri fra Sydsjælland, Lolland-Falster
Rabarber saft, økologisk, drikkeklar fra Bornholms Mosteri A/S fra Bornholm.
Forbrugerne har stemt og ud fra kriterierne smag og sanselig oplevelse, råvareoprindelse, emballagedesign og den lokale historie bag produkt og virksomhed har dommerne bedømt og afgjort hvem, de lokale vindere og finalisterne er. Hver lokal vinder modtager en præmie på 5.000 kr. og retten til at mærke deres produkt som lokal vinder af Årets Lokale Vare 2015.
- Vi vil fordoble andelen af lokale varer de kommende år. Derfor er vi gået på jagt efter mindre producenter og lokale ildsjæle. Finalefeltet viser, at det virkelig bobler med udvikling af mange spændende varer over hele Danmark, siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop.
Frem til 26. september kan alle stemme på lokalfavoritterne på www.cooplokalevarer.dk, inden det nationale dommerpanel vurderer finalisterne.
Vinderen kåres tirsdag 6. oktober i finalen ved et arrangement i København. Vinderen i finalen modtager en kontant præmie på 50.000 kr. og mulighed for at få solgt og markedsført varen i Coops butikker samt personlig rådgivning til videreudvikling af forretningen.
-jk