Større enheder skaber mere vækst
Større kritisk masse i organisationen, mulighed for at udvikle og investere i teknologi samt større kapacitet og dermed øget fleksibilitet er blandt fordelene ved sammenlægning af virksomheder i emballageindustrien
Af Hans Windeløv
Emballageindustrien står over for spændende udviklingsmuligheder, hvor blandt andet nye emballager, nye råstoffer, effektiviseringer og bæredygtighed spiller en stor rolle.
En tiltagende international konkurrence, prisstigninger på råvarer og energi samt branchekonsolidering blandt industriens kunder, hører sammen med nye direktiver for emballage med afgifter, omfattende miljøkrav og håndtering af emballageaffald, med til de udfordringer branchen står over for.
Skal emballagevirksomhederne holde trit med udviklingen og også gerne spille en større rolle som leverandør på emballagemarkedet, er der behov for at kunne udvikle, tilpasse og eksportere sine produkter. Det kræver ressourcer og en af måderne man kan tilvejebringe dem, er ved virksomhedssammenlægninger.
Det vurderer Business Broker, som rådgiver om virksomhedsformidling og forretningsudvikling, og som fungerer som projektleder i processer, der drejer sig om virksomhedsoverdragelser.Øgede muligheder for investeringer
For to år siden udarbejdede virksomheden en analyse af den danske emballageindustri.Her konkluderer man, at de danske emballagevirksomheder har et sundt kapitalgrundlag og et godt potentiale til fremtidig vækst, samt at industrien er godt gearet til de sammenlægninger, som kan sikre et endnu bedre fodfæste på fremtidens emballagemarked.
- Generelt set betaler det sig at opkøbe relevante virksomheder, så man dermed fremstår og agerer som en større enhed. Det skaber mulighed for investeringer i ny teknologi, samtidig med at man har mulighed for at tilføre større bredde i sin produktpallette, flere kompetencer, øget kapacitet og også styrker og effektiviserer både driften og logistikken.Sådan siger Claus Bruun Rasmussen, som er partner i Business Broker.
Kortere mellem teknologiskiftSom han forklarer, sikrer sammenlægninger af virksomheder at man er i stand til at foretage de rette teknologispring, når de er påkrævede, samtidig med at man har mulighed for at øge volumen i driften.
- Man har mulighed for at afskrive investeringerne over kortere tid. Det er blandt andet vigtigt på emballagemarkedet, hvor cyklusserne for teknologiskift og udvikling af nye high-end maskiner er korte. Det er ikke ualmindeligt at man udskifter udstyr efter tre år. Derfor er det vigtigt at man kan foretage de investeringer, som holder virksomheden i frontlinjen blandt aktørerne i industrien. Sammenlægningen af virksomheder til større enheder muliggør dette, siger Claus Bruun Rasmussen.Han mener det er værd at overveje muligheder ved en sammenlægning af en eller flere virksomheder, så man på den måde får gang i de synergieffekter, som ligger lige for.
- Hvis det i stedet er konkurrenterne, leverandørerne eller kunderne, som vækster eller opkøber andre virksomheder, risikerer man selv at blive den ’lille’, siger Claus Bruun Rasmussen.Kritisk masse i organisationen
Inden for de sidste par år har man da også set flere opkøb og sammenlægninger af emballagevirksomheder i Danmark. I foråret 2015 opkøbte etiketvirksomheden, Limo Labels, to andre etiketvirksomheder, nemlig Flexiket og Ganket.
Administrerende direktør i Flexiket, Kim Hansen, fortæller at virksomheden igennem længere tid inden overtagelsen havde været på udkig efter en køber. Det endte med at Limo Labels slog til, hvilket Kim Hansen er rigtigt glad for.- Den primære årsag til salget var nogle grundige overvejelser om at kunne få større kritisk masse ind i organisationen. Det vil sige, at vi som en samlet gruppe selv bliver i stand til at udvikle de teknologier, vi har behov for, samtidig med at vi øger kapaciteten, både hvad maskiner og medarbejdere angår. Det gør os både meget effektive og meget fleksible, særligt når det drejer sig om store opgaver. Vi kan bedre tilrettelægge opgaverne og fuldføre dem uden det går ud over andre opgaver. Det skaber høj leveringssikkerhed og det er altså noget både kunderne og vi selv går op i, siger Kim Hansen.
Administrative opgaver og service styrkesHan kommer ind på at man styrker organisationen på flere niveauer. Man får flere strenge at spille på, når det handler om at servicere kunderne.
- I dag er der blandt andet krav om audit af virksomhederne og med tilførslen af flere kompetente medarbejdere bliver det rent administrativt nemmere at sørge for at audit-sessionerne bliver gennemført. Så kan vi dokumentere at processerne foregår som de skal og at kvaliteten dermed er i top, uden at vi skal tage mandskab fra de øvrige opgaver, uddyber Kim Hansen.Samtidig med at man booster organisationen får man også et større kapitalgrundlag til de nødvendige investeringer.
- Når vi øger organisationen, får vi bedre mulighed for at tjekke nye teknologiske landvindinger, de seneste innovative tiltag og i det hele taget følge bevægelserne i markedet. Og når vi samtidig står stærkere rent økonomisk, bliver det nemmere at være på forkant med investeringer i ny teknologi og udstyr. Det styrker driften og samlet set gør opkøbene os samlet set til en attraktiv leverandør af etiketløsninger, siger Kaj Hansen.